Small Danish Hotels er blevet til Stays. Udover navnet er alt, som du kender det. Læs mere her.
Klar vision for 45 års-jubilar: Stays vil være blandt Skandinaviens førende leisure- hotelbrands
7. august 2026
Fra syv jyske kroer til Danmarks største kæde af privatejede hoteller. Når Stays den 11. august fejrer 45-års jubilæum, sker det med en klar ambition om at styrke positionen som et af Skandinaviens stærkeste leisure-hotelbrands.
Det begyndte med et håndtryk mellem syv midtjyske kroejere, som ville stå stærkere sammen og tiltrække flere gæster. Den idé blev fundamentet for det, der i dag er Danmarks største kæde af privatejede kroer, by-, boutique-, strand-, spa- og wellnesshoteller. Siden 1981 har hotelkæden udviklet sig markant. I dag indgår Stays i den strategiske alliance ”The Hotel Alliance” med BWH Hotels, og de to kæder repræsenterer tilsammen mere end 80 hoteller og over 5.500 værelser i Danmark.
"45 års erfaring gør det ikke alene. Det er afgørende at udvikle sig i takt med gæsternes ønsker og markedets behov. Derfor arbejder vi målrettet med skræddersyede oplevelser og kvalitetsophold til blandt andet golfentusiaster, naturelskende gæster, gourmetrejsende og wellnessgæster, så vores hoteller kan tilbyde langt mere end blot en overnatning," siger bestyrelsesformand Finn Steffensen.
De seneste år har Stays styrket både sit brand og sin markedsposition.
"Med afsæt i stærke historiske værdier og et moderne greb om gæstfrihed, står vi stærkere end nogensinde. Vi har udviklet et skarpere og mere tidssvarerende brand, tiltrukket nye og yngre målgrupper og skabt flere målbevidste salgs- og markedsføringskanaler. Samtidig har vi fået en række markante hoteller som Schackenborg Slotskro, Strandhotellet Blokhus og Årøsund Badehotel med i kæden, hvilket styrker vores samlede position," fortsætter Finn Steffensen.
Vækst på et marked i udvikling
Stays er i dag blandt de fem bedst kendte hotelbrands i Danmark og den tredje mest besøgte hotelkæde.
"Vores ambition er at udvikle Stays til et af Skandinaviens førende leisure-brands inden for hotelophold. Målet er at skabe endnu mere forretning for hotellerne i kæden gennem et stærkere brand, flere gæster og nye partnerskaber. Hotelmarkedet udvikler sig positivt, og vi vokser hurtigere end markedet. I første halvår steg antallet af hotelovernatninger med to procent på landsplan, og der følger Stays mere end godt med, så vi bevæger os i den rigtige retning," siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør hos Stays.
Hvor kroernes beliggenhed i gamle dage blev afgjort af en dagsrejse med hestevogn, handler den i dag om nærhed til de oplevelser, gæsterne søger. De fleste af Stays' hoteller ligger tæt på natur, strand og golfbaner eller i nærheden af byernes kulturliv, shopping og gastronomi.
Samtidig har kæden moderniseret sin markedsposition. I 2025 lancerede Stays fire hotelkategorier – Classic Stays, Premium Stays, Signature Stays og Partner Stays – som gør det lettere for gæsterne at finde det hotel, der matcher deres ønsker og rejseform.
Hotelkæden blev grundlagt i 1981 under navnet Sammenslutningen Dansk Kroferie, senere blev det til Danske Kroer & Hoteller og fra 2014 Small Danish Hotels. Tidligere i år lancerede kæden sit nye internationale navn Stays, som understøtter den strategiske ambition om at styrke brandet på tværs af markeder og samtidig samler hotelporteføljen under de fire hotelkategorier.
Billedtekst: Den 11. august har Stays redt op til gæster i 45 år. Hotelkæden stræber efter at blive et af Skandinaviens førende leisure brands inden for hotelophold.
Foto: Schackenborg Slotskro. Kan frit benyttes i forbindelse med redaktionel omtale. Schackenborg Slotskro er et af de hoteller, som senest er trådt ind i Stays.
For yderligere information kontakt venligst:
Tina Baungaard hos Stays’ kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 / tina@bybaungaard.com
Om Stays
Stays er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller kroer, by-, boutique-, bade- og wellnesshoteller fordelt over hele Danmark. I 2022 etablerede Stays The Hotel Alliance sammen med BWH Hotels, og tilsammen står de nu for mere end 80 hoteller og 5.500 værelser fordelt over hele Danmark. De fleste hoteller har møde- og konferencefaciliteter.
Stays tilbyder skræddersyede ferie- og weekendophold med temaer som wellness, gourmet, golf, vandring og cykling. Overnatningsstederne er vidt forskellige, men nøgleordene er de samme; den personlige gæstfrihed, fokus på kvalitet og øje for de små detaljer, der sætter rammen om et behageligt ophold.