Klassisk kro med ny energi
Tambohus lever af det, gæsterne gerne vil rejse efter. Et måltid, der smager af stedet. En fjord, der kommer helt tæt på. En aften med vin i glasset, ild i pejsen og tid til at falde ned.
For Karsten handler det om at mærke efter, hvad der giver mening på Tambohus. Kroen ligger ikke et sted, hvor gæster bare kommer forbi fra gaden. De skal vælge turen til. Derfor skal der også være noget, der gør turen værd at tage: maden, fjorden, roen, vinarrangementerne, østersopholdene og de aftener, hvor kroen samler både lokale og gæster langvejsfra.
”Vi har rigtig mange gæster fra København, som altid siger: ’Hold da op, der er langt herover.’ Men der er simpelthen så roligt her. Jeg har faktisk prøvet to-tre gange i min tid, at folk er kørt igen, fordi der var for roligt. De var ikke vant til, at der var sådan en fred,” fortæller Karsten Mølgaard Pedersen.
Flere sæsoner at vende tilbage til
Siden værelserne blev lavet om i 2018, er det lykkedes at forlænge sæsonen. Hvor Tambohus tidligere især blev forbundet med sommeren, er kroen i dag et sted, gæsterne besøger stort set hele året. Med gourmet-ophold i weekenderne, østerssafari i vinterhalvåret og arrangementer, der følger årets rytme, har Tambohus fået en ny energi uden at miste det, der altid har været kernen: god mad, nærvær og følelsen af at være landet et sted, hvor man gør sig umage.
Netop derfor er målet ikke kun, at gæsterne skal tage hjem mætte og tilfredse. For Karsten er det mindst lige så vigtigt, at de tager hjem med lysten til at opleve stedet igen, når lyset, menuen og årstiderne skifter.
“Jeg vil rigtig gerne have, at gæsterne tager herfra med følelsen af, at de bliver nødt til at komme tilbage for at opleve kroen i en anden sæson. Hvis de bliver nysgerrige på at se, hvordan her ser ud om sommeren eller om efteråret, så har vi gjort vores arbejde rigtigt,” fortæller Karsten Mølgaard Pedersen.