Small Danish Hotels er blevet til Stays. Udover navnet er alt, som du kender det. Læs mere her.
Sådan foregår bookingen
Klik på "Se kalender og priser"-knappen for at vælge datoer og se udvalget af værelser.
Se kalender og priser: Getaway PlusSmall Danish Hotels er blevet til Stays. Udover navnet er alt, som du kender det. Læs mere her.
Green Key godkendt
Inkluderer pr. person pr. nat:
Klik på "Se kalender og priser"-knappen for at vælge datoer og se udvalget af værelser.
Se kalender og priser: Getaway PlusStrandhotel Klinten ligger smukt i Rødvig for foden af UNESCO Stevns Klint med direkte adgang til både havn og strand. Hotellet byder på nordisk arkitektur, havudsigt og rolige omgivelser.
Søndervej 8, 4673 Rødvig Stevns
Vis kort

2,09 km
Stevns Klint Experience ligger på en forhøjning i Boesdal Kalkbrud med udsigt over kalkbruddet og Østersøen. Oplevelsescentret er bygget ind i selve klinten, og med denne placering, er der skabt en naturlig adgang til havet og landskabet.
Stevns Klint er UNESCO Verdensarv, for mellem klintens tykke lag af kridt og kalk, ligger et ganske tyndt lag af Fiskeler, der fortæller historien om, hvordan økosystemerne på Jorden var pressede, og om, hvordan nedslaget satte et sidste punktum i historien om dinosaurerne.
Inde i centret vil børn og voksne opleve en underholdende og interaktiv udstilling om, hvordan verden så ud før, under og efter nedslaget. Her kan man komme helt tæt på fiskeleret, eftersom der er placeret et 37,5 tons tungt stykke klint i Klintesalen – så man med egne øje kan få blik for, hvad der gør Stevns Klint helt unik.
Stevns Klint Experience's spisehus serverer lækre måltider – primært baseret på velsmagende råvarer fra Stevns. Derudover er der rig mulighed for at få en souvenir med hjem fra centrets butik, som rummer et flot udvalg af lokalt kunsthåndværk.
Stevns Klint Experience bliver også rammen om en lang række events indenfor kultur, sport og adventure – ligesom centret også vil tiltrække aktuelle konferencer og seminarer.

2,76 km
En knytnæve mod øst
Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Halvøen Stevns ville ligge i allerforreste frontlinje, hvis der udbrød krig mellem øst og vest. Derfor byggede man Stevnsfort til forsvar og senere overvågning af Øresund.
I dag kan du opleve det underjordiske fort, som det så ud dengang, da krigen var tættest på. Ethvert besøg på fortet er en ny og særlig oplevelse, når du i selskab med en af museets 20 engagerede og forskellige guider får nærværende og levende fortællinger om den allestedsnærværende kolde krig i en unik og autentisk ramme.
På en guidet tur kan du se kanonerne, de andre installationer i terrænet og det underjordiske fort, der består af 1,7 km lange gange 18 meter under jorden.
Over jorden kan du se en – ligeledes autentisk – enhed af det amerikanske missilsystem HAWK som havde base på Stevnforts terræn fra 1984 til 2000. Der findes en audioguide til terrænet som du kan downloade til din egen telefon
Eller hvorfor ikke fordybe dig i vores ny udstilling ’Hvis krigen var kommet’ som fokuserer på hvad planerne egentlig var for at forsvare Danmark mod en fjendtlig landgang på Sjælland.
3 hurtige om Stevnsfortet
Hør mere om disse historier, og mange andre, når du kommer på besøg på FORT - a cold war experience.
FORT er fra 2025 optaget på The Meaningful Travel Map
FORT er blevet optaget på The Meaningful Travel Map – en international platform skabt af Tourism Cares, der fremhæver turismeaktører med et særligt fokus på bæredygtighed og lokal forankring. Optagelsen er en anerkendelse af det dedikerede arbejde med at skabe ansvarlige og meningsfulde oplevelser for både gæster og lokalsamfund.
Se profilen her.
Læs mere om initiativet: www.tourismcares.org/meaningful-map
Yderligere information kan findes på www.stevnsfortet.dk eller du kan skrive til os på stevnsfort@oesm.dk

5,3 km
Stevns Klint er både smuk og dramatisk, og den vidner den om voldsomme begivenheder - fra dinosaurernes uddøen til atomtruslen under Den Kolde Krig. Det kan aflæses i klintens lag, som samtidig også illustrerer, hvor heldige vi faktisk er. For selvom fortællingerne om massedød lurer i kalklagene, så er både vi og klinten her endnu - heldigvis.
På en sommerdag, hvor havbundens kalk farver havet i utrolige blå farver, hvor klinten står hvid og toppes af træernes væld af grønne kroner, kan man næsten se den sagnomspundne Klintekonge for sig, i sin sommerbolig i en af klintens huler.
Set fra vandet rejser den godt 20 km. Lange klint sig som et massivt, stejlt bjerg. Nærmer du dig derimod fra landsiden, så vær beredt på en overraskelse når det ellers flade Stevns brat afsluttes af en klint, hvor der er godt 41 meter ned til bunden. Fra toppen af klinten, har man en flot udsigt over indsejlingen til Øresund, og på klare dage kan man se Sverige, København, Øresundsbroen og Møn.
Stevns klint består af kridt og kalk, der blev dannet for 66 milioner år siden, da Danmark endnu var dækket af et dybt hav. I bunden af klinten findes skrivekridtet, som består af skaller fra mikroskopiske alger. I skrivekridtet er der fossiler fra dyr, som levede på havets bund. Det er søpindsvin, muslinger og mange andre. Øverst i klinten findes kalk dannet af bryozoer med tydelige, bølgende flintbånd. Bryozokalken (også kendt som Limsten) er en hård kalksten, der har været brugt som byggesten, da man fx byggede Højerup gamle kirke og mange andre huse her på Stevns. Det bløde skrivekridt nederst i klinten vaskes bort af bølgerne, mens kalken bliver hængende. Det skaber Stevns Klint karakteristiske amboltlignende profil. Klinteskred sker, når udhæng eller løse blokke falder ned. Dette sker oftest om vinteren eller foråret.
Mellem skrivekridtet og kalken findes fiskeleret - et tyndt gråt lerlag. Fiskeleret vidner om den katastrofe, der ramte hele Jorden og udslettede langt over halvdelen af datidens dyre- og planteliv - heriblandt dinosaurerne. Forskerne diskuterer stadig, hvad der udløste klimakatastrofen, men der er et klart flertal som mener det skyldes en kombination af højt indhold af CO2 i luften efter kraftig vulkanaktivitet og et kæmpestort meteornedslag. Uanset årsag, bærer fiskeleret i Stevns Klint vidne om krisen.
Klinten kan opleves flere steder, men Højerup og Flagbanken kan varmt anbefales. Det klassiske udsyn over Stevns Klint fås fra Højerup. Det er her Højerup gamle kirke mistede sit kor i et klinteskred i 1928 - selvom det fortælles, at kirken rykkede et hanefjed ind i land hver julenat. Klinten er 30 meter høj, men stranden kan nås af en stejl trappe.
Vær opmærksom på, at der skal betales parkeringsafgift på kr. 40.- på parkeringspladsen ved kirken. Denne afgift går til at holde mindelunden og omkring liggende arealer pæne.

6,59 km
Udsigten fra Stevns Fyr 69 meter over havet giver udsyn over det flade stevnske kulturlandskab, de militære koldkrigsanlæg ved Stevnsfortet og ikke mindst Øresund og Sveriges kyst. Stevns Fyr er et særligt kulturminde, der er et besøg værd.
Det oprindelige Stevns Fyr stammer fra 1818. På daværende tidspunkt var det det mest moderne i Europa. Bygningen hvori fyret var placeret, kan stadig ses. Ved siden af det oprindelige Stevns Fyr blev der i 1878 opført et 27 meter højt og fritstående fyrtårn i kridtsten udskåret fra Stevns Klint af landarbejdere ansat på Gjorslev Slot.
Foruden selve fyret, så er det også muligt at besøge den gamle fyrmesterbolig, som har en udstilling omkring Stevns Fyr og naturen og geologien ved Stevns Klint. Fyrmesterboligen er kun åbent lørdag, søndag samt helligdage fra 12.00 - 16.00.
Åbningstiderne samt mere information finder du på hjemmesiden

15,68 km
KALK ligger midt i Faxe Kalkbrud, og det kan mærkes fra første skridt. Her er du ikke bare på museum, du står i et landskab, hvor historien ligger helt tæt på overfladen. Inde får du den store fortælling om havet, der engang dækkede området, og ude i bruddet kan du selv gå på jagt efter spor fra fortiden. Det er den slags sted, hvor nysgerrigheden hurtigt får lov at styre dagen.
Du har adgang til både udstillinger og fossilgravning, så du kan skifte mellem overblik og oplevelse, når det passer jer. I bruddet kan du leje udstyr som hammer og mejsel, og når du har gjort et fund, kan du få hjælp til at identificere det. Det gør det nemmere at lykkes, også hvis det er første gang, du prøver kræfter med fossiljagt. Og så er der noget særligt ved at stå med en friskknækket kalksten og opdage, at den gemmer på et lille stykke forhistorie.
Fossilerne gemmer sig i kalklagene, og du kan være heldig at finde alt fra hajtænder og krabber til søpindsvin og snegle. Nogle fund er små og fine, andre er mere robuste, men fælles for dem er, at de pludselig gør fortiden helt konkret. Det er svært ikke at blive grebet af jagten, når du ved, at næste slag kan afsløre noget, der har ligget skjult i millioner af år.
Faxe Kalkbrud rummer verdens ældste kendte dybhavskoralrev. Det betyder, at du bevæger dig rundt i et urgammelt revmiljø, hvor livet har myldret under havoverfladen, længe før mennesker fandtes. Udstillingerne i KALK giver sammenhæng og perspektiv, så det, du finder ude i bruddet, ikke bare bliver en sten i lommen, men en del af en større fortælling. Det er netop kombinationen af viden og hands-on oplevelse, der gør besøget til noget, man husker.
Ja, oplevelsen fungerer rigtig godt for familier. Der er plads til både nysgerrige begyndere og dem, der gerne vil fordybe sig i detaljer og læring. I udstillingerne kan I få baggrundsviden i et tempo, hvor alle kan være med, og ude i bruddet bliver fossilgravningen hurtigt et fælles projekt med fokus på næste fund. Det er oplagt til en dag, hvor I både vil være ude og lave noget sammen og tage en god historie med hjem.
Vil du kombinere besøget med flere oplevelser i området, kan du finde idéer på Oplev Faxe og samle inspiration til flere stop via Søg efter oplevelser.

15,88 km
Når du går ned i Kalkbruddet, befinder du dig på bunden af et hav. Eller i hvert fald noget, der engang var et hav, fordi for 63 millioner år siden var Faxe Kalkbrud nemlig dækket af vand, hvor kæmpehajer, krokodiller og mange andre eksotiske dyr svømmede rundt i. Du kan stadig finde spor fra denne tid, når du besøger stedet, og netop derfor er stedet meget populært blandt børn og deres familier. Men også andre bliver tiltrukket af de mange ting, der foregår i og omkring Faxe Kalkbrud.
De hajer, krokodiller og blæksprutter som svømmede rundt mellem koraller, da kalkbruddet var dækket af vand, er dem, som sammen med havets mange andre dyr og planteorganismer, har dannet kalken. Kalken indeholder derfor forsteninger af alle disse koraller, hajtænder, krabbeskjolde og muslingeskaller som var i havet den gang for 63 millioner år siden.
I kan lede efter levn fra fortiden, fra de hajer, krokodiller og blæksprutter som svømmede rundt mellem koraller, da kalkbruddet var dækket af vand. Det er dem, som sammen med havets mange andre dyr og planteorganismer, har dannet kalken. Kalken indeholder derfor forsteninger af alle disse koraller, hajtænder, krabbeskjolde og muslingeskaller som var i havet den gang for 63 millioner år siden. I kan gå på opdagelse i naturen og finde de 63 millioner år gamle fossiler fra fortidens dyr – og I må godt tage dem med hjem!
KALK - Dig in The Pre-historic arrangerer guidede fossiljagter, men I er også mere end velkommen til at gå rundt på egen hånd. Hvis I finder noget, vil Kalk også med glæde vurdere jeres fund, så I præcist ved, hvad det er, I tager med hjem. KALK formidler i øvrigt meget mere om kalkbruddets og områdets historie - I finder det lige på kanten!
Færden i kalkbruddet: Tag sko på med solide såler. Vil du finde fossiler, er hammer og mejsel (kan lejes på KALK - Dig in The Pre-historic og Udsigten Faxe) gode hjælpemidler. Kravl ikke op på kalkbunkerne, som kan skride og hold afstand til arbejdende maskiner. Solen kan være meget skarp, så husk altid at medbringe vand, solcreme, solbriller eller en hat, når du går tur i kalkbruddet.
Vi som mennesker har brugt kalken som byggemateriale gennem mange hundrede år. I gamle dage foregik kalkbrydningen ved, at bønderne gravede mindre kalkkuler, som blev kastet til igen, når brydningen var færdig. Først i midten af 1800-tallet blev der oprettet et blivende brud ejet af godserne Vemmetofte, Bregentved, Rosendal og Gavnø.
I år 1900 arbejdede 200 stenbrydere i kalkbruddet. En stenbryder kom typisk selv fra en sten-bryderfamilie. Han startede sit arbejdsliv med at tjene på en gård, men begyndte at arbejde i bruddet, når han blev gift. Med lidt held og dygtighed havde han i 40-50 års alderen opsparet nok penge til at købe et husmandssted.
Helt ude ved kanten af det spektakulære Faxe Kalkbrud, gemmer Udsigten Faxe sig. Med sine 19 skønne værelser, er der rig mulighed for både at føle morgen- og aftensolen over det største og nok smukkeste kalkbrud, Europa har at byde på. Du er kun en kort gåtur fra hjertet af Faxe Centrum, så det er dejlig let at udforske byen. Hvis sulten melder sig, så er Udsigten Faxes Café Udsigten altid klar til at tage imod dig. Caféens navn ’Udsigten’ er mere, end bare en titel, for her kan du nyde et velsmagende måltid både indendørs og udendørs med en fantastisk udsigt over det imponerende kalkbrud. Så tjek ind, mærk atmosfæren og lad dig fortrylle af den unikke gæstfrihed og lækre mad på kanten af Faxe Kalkbrud!

25,07 km
Nyord er ca. 5 km2 stor og består af ca.120 ha moræne-jord, hvor Nyord By og agerjorden ligger. Øen består af 400 ha strandenge, som oversvømmes af saltvand hver vinter og afgræsses om sommeren. Engene er hjemsted for et meget rigt plante- og fugleliv og kendes som et af de bedste levesteder for vade- og svømmefugle i Danmark.
I august vrimler det med Svaler på Nyord. Her samler de sig i Nyord by i deres søgen efter føde inden de tager sydpå.
Fuglelivet kan studeres fra fugletårnet ved landevejen, midt på engene. Du kan også besøge Hyldevang Naturcenter, Nyords eneste udflyttergård, der i dag ejes af Skov og Naturstyrelsen. Her findes en bålhytte, shelters, en sansehave og et handicapvenligt udsigtspunkt over engene.

11,06 km
På Gjorslev er der fortællinger om konger og dronninger, om adlen – og dem der blev det, om bønder og andet godtfolk, om spøgelser og legender. Besøg slottet på rundvisninger, til arrangementer og store begivenheder og oplev de tykke kridtstensmure fortælle deres historie helt tilbage til dengang, hvor Margrete 1. sad på tronen.
Kort om Gjorslevs historie
Gjorslev Slot blev bygget som bispeborg i 1396 af Peder Jensen Lodehat. Han var biskop i Roskilde, Margrete 1.’s betroede rådgiver og rigskansler. De to var bl.a. kræfterne bag Kalmarunionen.
Borgen blev i Roskildebispens eje indtil reformationen, og herefter skifter godset hænder mellem adelsslægter, handelsmænd og kongehuset indtil 1925, hvor godset købes af Adolf Valdemar Tesdorf som er oldefar til den nuværende ejer.
Den oprindelige korsformede borg, bygget i stevnske kridtsten, er stadig Gjorslev Slots hovedbygning. Den har med tiden undergået ombygninger i forskellig stil og fået to tilbygninger, der i daglig tale kaldes sydfløjen og nordfløjen.
Det kan du opleve
Det er muligt at besøge Gjorslev Slot, når der inviteres indenfor. Tag med på med rundvisninger, til ferieaktiviteter, eksklusive kulturaftener eller book din egen oplevelse på gjorslev.dk
Gjorslev Gods afholder hvert år Herregårdenes Dag 3. søndag i august, hvor Bredgade, borggården og slotsparken fyldes med boder, kultur og aktiviteter.
Du er også altid velkommen til at besøge slotsparken, hvor der er fri adgang.
Gjorslev Gods i dag
Når du besøger slottet med en billet i hånden, vil du gå gennem den fredede Bredgade op til borggården, men du vil også gå ind på et landbrug og komme tæt på private boliger. Gjorslev Gods drives nemlig stadig som det altid er blevet – med landbrug, skovdrift, jagt og udlejningsboliger. Respekter derfor skiltningen i området og undgå at gå på opdagelse på egen hånd, selvom nysgerrigheden trækker.

19,24 km
Valløs historie kendes tilbage til 1300-tallet. Vallø Slot blev opført af Mette Rosenkrantz, som i 1586 afsluttede bygningsværket med en vest- og sydfløj og de 2 karakteristiske tårne. De øvrige fløje på Vallø Slot blev opført i 1600- og 1700-tallet.
I 1893 brændte Slottet, men ydermurene modstod ilden og kunne fortsat danne de ydre rammer for genopbygningen i perioden 1894-1904.
Godset har gennem tiderne været ejet af adelsslægter, indtil i 1708 blev købt af Frederik IV. Han skænkede det til sin gemalinde, den senere dronning Anna Sophie Reventlow. Efter han døde i 1730 overtog den nye konge Christian VI Vallø Gods til sin dronning Sophie Magdalene.
Sophie Magdalene oprettede den 28. november 1737 Vallø Stift som en selvejende institution. De oprindelige vedtægter havde til hovedformål at understøtte og hjælpe ugifte døtre af dansk adel, såfremt de var indskrevet i Stiftet. I 1976 ophørte mulighed for indskrivning, men i 2004 genoptog Vallø Stift igen indskrivningen af adelige frøkener.
Vallø Slot er ikke åbent for besøgende, men det er tilladt at kigge ind i Slotsgården (i tidsrummet kl. 10 – 18). Man er dog velkommen til at besøge Slotsparken som er åben for privatpersoner mellem kl. 8.00 og til solnedgang.